GALLERI47

Matvey Slavin

Matvey Slavin

Matvey Slavin

Matvey Slavin er født 1987 i Sankt Petersborg, Rusland og flyttede som barn med familien til Tyskland. Som teenager begyndte han at udforske sin nye bopæl Hamborg med et sammenklappeligt feltstaffeli og malede under åben himmel for på den måde at lære byens liv og indbyggere at kende.

Scenerier med iagttagelser af mennesker og hverdagslivet kendetegner også Matvey Slavins billedunivers i dag. Nu bosiddende i København arbejder Matvey hovedsageligt figurativt med tegning og maleri,  hvor motiver bygger på det sansede, sete og hørte.

I 2013 var Matvey på udveksling fra kunstakademiet i Hamborg til Wien hos prof. Daniel Richter. Beskæftigelsen med især radering og akvatinte på akademiets grafiske værksted gav Matvey den usædvanlige idé at overføre ”ridsebilleder” til maleri under betegnelsen ”Engravings”. Her undersøges spændinger mellem farver, flader og streger.

Værkerne virker på afstand som monokrome flader, men ved at gå tæt på billedfladen vrimler detaljer og streger frem. Motivet ridses ind alla prima i den våde maling, og ”Engravings” er derfor bogstaveligt og i overført betydning et ”indtryk” af den verden, som afbildes. Det udførte værk er reduceret til en monokrom helhed, hvor kun én farve bryder igennem.

Matvey ridser i sine billedkompositioner ekspressive streger, der veksler i variable rytmer, samlinger og spredninger. I sin arbejdsproces bruger han ingen pensler, men påfører farven på papiret eller lærredet med sine fingerspidser og håndflader. Med forskellige søm og paletknive i forskellige størrelser indridses der derefter i det øverste malingslag og ifølge Matvey selv, er det den direkte spontane måde at indfange et oplevet motiv på.

Med sømmet føler Matvey sig tættere på billedoverfladen end ved brugen af pensel og kan på den måde arbejde detaljeret, men samtidigt frit og energisk. Motivet skal indridses i fladen, før malingen indtørrer, og en pause undervejs er derfor ikke mulig. Arbejdsmetoden er meget intens. Det, at man med så enkle midler kan fortælle en større historie, fascinerer kunstneren Matvey Slavin.

Copyright © 2021 Galleri47. All Rights Reserved.

Galleri47

Få nyhedsbrevet om de bedste historier hver uge